English version

Over middag sejlede vi til Mupulungu hvor vi skulle stemples ud af Zambia. Selve stemplingen gik OK, men en soldat skulle selvfølgelig forsøge at klodse os for 10.000 som man 'plejede' at betale for at ligge til ved molen. Vi nægtede at betale og forklarede at vi kom fra Toby og at vi desuden utrykkeligt havde fået at vide at vi intet skulle betale. Med hensyn til Tanzania turen i morgen har den ikke været uden problemer. Vores kok meldte afbud i går, og så var gode råd dyre, men som så ofte før så var det Oscar der hjalp os ud af kniben og skaffede en god og renlig kok. Eneste problem var at hende engelsk var dårligt, det skulle senere vise sig at være århundredes overdrivelse. Hun kunne ikke et ord engelsk. Billedet fra Havnen i Mupulungu viser 2 af de både der fragter varer og mennesker op og ned langs kysten, og som udover den gamle færge er eneste transportmiddel for dem der bor langs søen.

Klokken 5 sidder jeg som så mange gange før på molen og skriver i dagbogen. Solen står rød med en lang stribe i søen. Havodderen boltrer sig i vandet, og jeg nyder bølgerne rulle ind på stranden. I morgen tidligt starter vi på vores 14 dages tur op langs Tanzanias østkyst, hvor målet er at finde den røde Petrochromis i Mahale. 1. del af turen går til Toby's lodge i Tanzania hvor vi skal have læsset alt vores udstyr over i den træbåd med en 40 hestes motor so så bliver vores hjem. Livet her på lodgen bliver ren luxus i forhold til de næste 14 dage, men det er jo netop denne tur vi er kommet for at opleve, så forventningerne er store. Jeg er dog begyndt at blive lidt skeptisk med hensyn til at finde den røde Petro. Jeg har altid grint af Nylles mange billeder af solnedgange, men må indrømme at jeg lige er hoppet på vognen.

Vi var lige kommet op på tearessen da Toby opdagede en lokal tyv-fisker der smed et gælde net ud. Har råbte af ham, og så gik det ellers stærkt. Kennet og jeg løb ned til molen for at observere og Toby hentede benzin til båden, og inden der var gået 5 min var vi på vej. Anne var blevet på molen, og hus så fiskeren smide nettet overbord og padle mod landsbyen. Han nåede lige nøjagtig at runde pynten før vi fik kontakt med ham. Vi var 4 mand i båden og han vidste udemærket at han var på afveje, så hans eneste ord var: Sorry buana - I'm not doing it again. Toby var vred og løftede truende hånden, og samtidig vippede han hans båd så han røj i vandet. Han svømmede hurtigt de 30 meter ind til stranden medens han holdt fast i padlen. Herefter bandt vi hans båd efter vores og han fik besked på at båden kunne byttes for det gældenet han havde smidt overbords. Det kan syntes hårdt, men dels ved de lokale udemærket at de ikke må fiske på privat ejendom, og dels er det vigtigt for Toby at hans ejendom ikke tømmes for fisk ligesom området ud for landsbyen.

Home                                               Næste side