English version

Nå men lidt i klokken fem rullede bussen ud af porten og anden del af vor rejse var begyndt. Til dem som ikke har prøvet at sidde i en afrikansk bus på en 1200 km bustur er der kun at sige: Kan du undgå det så gør det. En person som mig på 180 cm kan under ingen omstændigheder sidde normalt, og må konstant sidde med knæene op i ryggen på den foran siddende. Det er koldt om natten og p.... varmt om dagen og luften er kvælende for slet ikke at tale om stanken. Som sagt havde vi fået tiltusket os et dobbeltsæde hver, så hver gang bussen stoppede, og det gjorde den ofte, så udførte vi: Se væk / Jeg sover tricket. Det virkede hver gang, bortset fra en enkelt mand der heldigvis kun skulle med i en halv times tid. Det var for øvrigt også ganske tydeligt at de lokale ikke brød sig om at sidde sammen med en hvid. Børnene kikkede betuttet på os og gik i en bue udenom, gad vide hvad de bliver truet med når de ikke opfører sig ordentlig. I øvrigt er jeg forundret over de afrikanske børn. Selv børn i treårs alderen kan sidde musestille i fjorten timer uden at man hører dem. Ikke en eneste løb op og ned af gangen eller kom op og slås med sin bror, og ingen skreg på slik og sodavand. Apropos sodavand så sad der tre drenge og kikkede intens på os, og da vi stadig havde sodavand til overs fik de en hver. De sad længe og kikkede på dem, indtil den ene rakte den til sin mor. Hun sad så og kikkede på den inden hun spurgte hvordan man åbnede den. At tænke sig folk der ikke ved hvordan man åbner en dåsecola, men det var kun begyndelsen. Den ene dreng var for øvrigt så betaget over genstanden at han gemte dåsen sammen med et kladdehæfte i sin lille taske.

Bussen stoppede i en uendelighed, og hver gang blev der diskuteret pris, faktisk så heftigt at der en enkelt gang opstod håndgemæng og bussen stoppede og 4 mænd / drenge blev smidt af. Da gik det op for mig, at de kørte sort når først de var kommet væk fra storbyen. De sidste fire hundrede kilometer var vejen MEGET dårlig og bussen kørte det meste af tiden med de to hjul ude i grøften i noget der føltes som femogfyrre grader. På en reklame var det meget godt beskrevet. Man ser en mand sidde og fiske i et hul i vejen med sin fiskestang og nedenunder står der: Det er vægten der ødelægger vore veje. Nå men vi nåede frem til Mupulungu samtidigt med at mørket lagde sig over byen og medens vi forsøgte at holde hjælpsomme folk fra vor bagege ankom Toby i sin nye Toyota. Bagagen blev læsset og efter et kort stop i noget de kalde en bar ??? kørte vi ned til havnen og læssede vor bagage over i Toby's båd som stod for de sidste tre kvarters rejse. Endelig at se søen og samtidig fræse med omkring femogtyve knop i total mørke med den lune vind i tøjet var det hele værd, endelig var vi fremme. Efter en hurtig losning af bagagen troppede vi op i spisehuset og fik et rigtigt godt måltid mad, jeg har desværre glemt hvad det var, men jeg husker tydeligt at det var godt. Mæt oven på en lang rejse blev det kun til en enkelt øl i baren, og så på hovedet i seng.

Home                                                                                         Næste side