The hunt for red September

Det hele startede engang i XXXX hvor jeg første gang så et billede af den røde Petro i Ad Koning's bog  'Back to the Nature'. Senere læste jeg artiklen af Greg Pierson (aka Greggo) på Cichlid-forum.com og hvis jeg ikke var faldet for denne smukke fisk før, så var jeg det nu. På dette tidspunkt blev den stadig kaldt Petrochromis sp. "Red - Bulu Point", sandsynligvis for at dække over fangst stedet, som IKKE var Bulu Point. Når en fisk er så sjælden som Sp. Red så gælder det om at holde fangst stedet for sig selv, og det lykkedes 'African Diving' helt frem til efteråret 2007, hvor jeg var så heldig at støde på den, men mere om det senere.
Det var ikke meget vi vidste om sp. Red, men en enkelt oplysning var dog sluppet ud og det forlød at den gik dybere end andre Petrochromis, og så forlød det at det kunne tage 6 dykkere en hel dag at fange 6 fisk, så selv efter afrikanske forhold er det bekosteligt at fange dem. Når man så yderligere ved at de skal dekomprimeres på vej op, så siger det sig selv at priserne må ligge i den absolut høje ende, hvilket de så også gør.
Adskillige importører har den røde på prislisten til priser fra 1800 til 2500 kr. pr styk, men når man så forsøger at bestille dem, så viser det sig at de ikke p.t. er til at få fat på, og jeg har en ide om at de udelukkende er på prislisterne for at logge kunderne til, samt at vise at de som forhandlere kan klare alt hvad hjertet kan begære.
Nå men i foråret 2006 lykkedes det mig endelig at få kontakt med Sven i Tyskland som gerne ville bytte et par på ca. 5 cm. Jeg var fyr og flamme og ret hurtig blev vi enige om prisen. Jeg måtte bøde min lille flok Petrochromis orthognatus tricolor gold (4:6) samt mine nyspyttede Petrochromis sp. Blue Texas (8 styk) ligesom jeg måtte tage turen til Rostock, hvor Sven så stod ved færgehavnen og ventede med mine fisk. Jeg var naturligvis knap kommet ombord på færgen igen før mine nye juveler blev beskuet.
Hen over sommeren fik jeg mulighed for at forøge bestanden med yderligere 12 unger fra et Italiensk kuld. Ganske vist var de ikke mere end 3 cm, men hvad gør det når blot man får muligheden for at anskaffe nogle yderligere. Denne gang skulle jeg bytte med nogle voksne vildtfangne Petrochromis sp. Redfin Longolas. Heldigvis var Martin fra Cichlidecentret meget hjælpsom, og vi fik sendt en kasse til Italien og jeg modtog ligeledes en kasse fra Paolo i Italien.
I dag her et års tid efter har jeg en lille flok på 6:3 og håber meget snart at de begynder lege. Hidtil har der ikke været nogle problemer indbyrdes, selvom jeg for nyligt blev vidne til deres første styrkeprøve. I litteraturen kan man læse at den røde er meget aggressiv, men det syntes ikke at være tilfældet i min lille flok, men det kan jo hurtigt komme. En del af grunden kan være at de går sammen med nogle Petrochromis sp. Moshi (og de har temperament) og de noget større Oreochromis tanganicae. Den røde Petrochromis har ligesom alle andre Petrochromis en glubende appetit, og de spiser alt hvad man smider ned til dem. Man kan uden problemer fodre dem 4 gange om dagen og så længe de spiser op, er der ingen problemer.  Efter hvad jeg hører er den ikke svær at få i leg, men den har derimod svært ved at gennemfører formeringen, men så langt er jeg ikke selv nået endnu.

I sensommeren 2007 var jeg på en drømmerejse til Tanganyika søen, og mit store ønske var at finde den røde Petro. Det eneste jeg vidste med nogenlunde sikkerhed var at den fandtes ud for Mahale parken. Fangststedet blev opgivet til Bulu Point og Mabilibilli, men det er en strækning på 80 km, og da vi kun havde 4 dage til projektet (det kostede 180$ pr dag pr mand at dykke i parken) var det måske lidt optimistisk at forestille sig at det kunne lade sig gøre. Vi havde kontaktet Ad Konings og spurgt til fangst stedet, men han var ikke bedre orienteret end vi selv var og hans viden stammede fra de importerede fisk i USA.
Efter en uges ophold i syd enden af søen begav vi os den 4. September nordpå i en lille træbåd, en 3 mands besætning. Båden var læsset med 600l benzin, kompressor, dykkerudstyr, mad til 14 dage samt øvrige fornødenheder.
På forhånd havde vi planlagt 4 dage i Mahale, men med overnatning lige uden for parken i Lyamembe idet det ikke er tilladt at overnatte i parken. Da vi den første dag sejlede gennem hele parken for at komme til rangerstationen og betale vores 'entrance fee' fik vi samtidig lagt en plan for hvor vi ville dykke og det skulle senere vise sig at være en god plan. Den første dag dykkede vi på det nordligste af vores planlagte områder, og det var to fantastiske dyk med masser af Petro'er, men desværre ingen røde. Derimod så vi de guleste Petro'er sammen med den blå Texas og flere andre Petro'er. Når nu der ikke var nogen røde så var det alligevel en fantastisk oplevelse, og når der så desuden var Frontosa, Boulengerochromis m.v. ja så var det en rigtig god dag.
Næste dag havde jeg udset mig et håbefuldt sted, og da vi jo skulle afsøge et så stort område som muligt var det mit lod at svømme rundt om en pynt og afsøge nord for pynten. Jeg fulgte stenbunden ned til 30 meter, og der på grænsen mellem sten og sand så jeg nu den røde Petro. Jeg gik fuldstændig i selvsving og lavede en direkte opstigning, og ikke nok med det så hylede min computer som tegn på at jeg steg for hurtigt. I overfladen råbte jeg op og opførte mig som en vanvittig, faktisk så vanvittigt at Duncan, vores mand, troede at jeg havde problemer og gjorde klar til at trække anker og starte båden. Jeg fik dog beroliget ham og gjort ham opmærksom på hvor glad jeg var. Herefter afventede jeg at min makker skulle komme tilbage efter sit dyk således at vi sammen kunne fotografere og filme den røde.

Det blev en meget lang 1½ time inden jeg anden gang lod mig glide ned langs bunden og endnu engang kunne se denne smukke fisk. Det vil sige smuk var den nu ikke, for på 30 meter er alle farver stort set væk, men det afholdt mig nu ikke for at finde den utrolig smuk. Flere dyk de næste dage gjorde det klart for os, at den røde Petro kun findes på en strækning af under 1 kilometer, og det er vel en af grundene til at den er så sjælden. Når dertil så lægges at den skal fanges i Mahale, hvor det er dyrt at fiske og den samtidig går på 30 meter vand, ja så bliver det vel klart for enhver at den fisk aldrig bliver hyldevare i det lokale supermarked.

Mine egne observationer på stedet affødte flere spørgsmål end svar, og et af de største spørgsmål er hvad de lever af. Algevæksten på 30 meter er meget begrænset, og belægningen på stenene var meget hård, nærmest som en 3M svamp af de grove. De undrede mig også at jeg ikke så nogle af de røde på lavere vand. En af grundene kunne være at de gule Moshi'er pressede dem ned på det dybe vand, sådan så det i hvert tilfælde ud. Jeg har tidligere hørt en teori om at den røde blot var en variant af netop Moshi'en, men det faktum at de lever side om side burde efter min mening aflive denne teori, men kun tiden kan vise hvorvidt den er sand.